Om os

Vi ligger i Ørestad Syd tæt på det naturskønne Kalvebod Fælled og med udsigt til en bydel i rivende udvikling.

Vi er et kommunalt plejecenter med 114 boliger. Her er et stort indkøbscenter Fields, biograf, cafeer, restauranter, Royal Arena og mange nye boliger til alle generationer. Her kan du bo tæt på naturen og samtidig føle, at du bor i byen. Metrostationen Vestamager ligger lige uden for døren, og det tager blot et kvarter at nå til Kongens Nytorv.

Plejecentret er tegnet af Arkitektgruppen JJW, som i form og farver har ladet sig inspirere af de kunstnere, som prægede 1950’erne og 1960’erne, som for eksempel Richard Mortensen, Else Alfelt, Asger Jorn og Robert Jakobsen, ligesom disse kunstnere har lagt navn til flere af vejene i Ørestad Syd.

Det er derfor også naturligt, at vi er profilplejecenter for Kunst & Kultur. Det betyder blandt andet, at du kan se, høre og opleve kunst og kultur i hverdagen, og at der er gode muligheder for at udfolde sig kunstnerisk, hvis du gerne vil det. Kunst & Kultur er et ekstra krydderi i hverdagen, som giver gode oplevelser.